En ægte sladderhank: Dit krossprog afslører dig

Kropssprog. Din krop er en sladderhank.

Allerede inden du siger dit første ord, har publikum dannet deres førstehåndsindtryk af dig. Det sker, fordi dit kropssprog sender signaler om, hvor komfortabel og sikker du i virkeligheden føler dig.

Forskning i nonverbal kommunikation viser, at din kropsholdning, dine bevægelser og din blikretning har afgørende betydning for, hvordan dit budskab rammer publikum. Ikke fordi publikum analyserer det bevidst, men fordi vi mennesker helt intuitivt aflæser hinanden. Vi vurderer lynhurtigt, om en person virker tryg, nærværende og engageret – eller det modsatte. Det kan i sidste ende påvirke, om dit budskab går rent hjem hos dem, du taler for, eller om de kun lytter med af ren sympati.

Dit kropssprog er en sladderhank

En udbredt misforståelse er, at kropssprog handler om at stå på en bestemt måde eller indtage en “korrekt” position. I praksis bliver alle de bevægelser, du udsender, nærstuderet og analyseret, når du holder tale.

Publikum stiller – ofte helt ubevidst – spørgsmål som: Virker taleren til stede? Er han eller hun tryg ved situationen? Og brænder vedkommende for sit budskab?

Hvis kroppen signalerer spænding, uro eller afstand, kan det skabe en barriere mellem dig og dit publikum. Hvis du derimod som taler formår at åbne dit kropssprog, kan du skabe tillid og gøre det lettere for publikum at koncentrere sig om dine pointer.

Bevæg dig kun med mening

Når vi bliver nervøse, reagerer kroppen ofte med uro. Mange begynder at rokke fra side til side eller pille ved hænderne. Selvom det kan føles beroligende for taleren, stjæler det altid opmærksomhed fra budskabet.

En stabil grundposition giver omvendt ro – både til publikum og til taleren selv. Det handler ikke om at stå stift, men om at have et bevidst udgangspunkt. Stå med vægten godt fordelt mellem begge ben, lad armene hænge naturligt, og bevæg dig først, når det understøtter det, du siger.

Bevægelser fungerer kun, når de tjener et formål. Ellers kan de meget let stjæle fokus fra ordene. En god hovedregel er, at når bevægelser har mening, opleves de som naturlige. Hvis de ikke har, vil de næsten altid virke forstyrrende for budskabet.

Øjenkontakt skaber samhørighed

Øjenkontakt er et af de stærkeste redskaber til at skabe forbindelse med publikum. Det handler ikke om at fastholde blikket konstant, men om at bruge øjenkontakten bevidst.

Et enkelt og effektivt princip er at vælge én person ad gangen at etablere øjenkontakt med. Fasthold øjenkontakten et øjeblik. Det får dig til at virke nærværende og giver publikum en fornemmelse af dialog frem for oplæsning. Publikum føler sig set, og taleren kan opnå større ro, fordi der etableres en forbindelse.

Øjenkontakt handler i bund og grund om at skabe forbindelse mellem mennesker. Det er her, publikum mærker, at talen rent faktisk er henvendt til dem – og ikke bare bliver liret af.

Gestik bør bruges med omtanke

Gestik kan være med til at understøtte og tydeliggøre et budskab. Men for meget gestik kan hurtigt komme til at virke forstyrrende.

Hvis du vælger at bruge gestik, bør dine hænder altid understøtte dine ord. Når bevægelser fungerer som en forlængelse af dine pointer, virker de understøttende. Gentagende bevægelser uden tydelig funktion kan derimod tage fokus væk fra indholdet.

Kropssprog fungerer bedst, når det trænes, og når du som taler bliver bevidst om, hvordan du gebærder dig på en scene. Hvor er dine vaner? Og hvor er dit udviklingspotentiale? Jo mere sikker du bliver i situationen, jo mere naturligt vil kroppen følge med.


BRUG FOR HJÆLP? SKRIV TIL MIG I DAG: