Stærk patosappel og dramaturgi er opskriften på Trumps succes

Donald Trump er en politisk figur, der er blevet kendt for at udfordre professionel politik. Men hvad er det egentlig for retoriske greb, han bruger for hele tiden at sætte dagsordenen og styre verdenssamtalen?

I sommerferien havde jeg en interessant samtale med en bekendt, der arbejder som journalist på et af de store mediehuse i Danmark.

Vi diskuterede det paradoksale i, at Donald Trump på den ene side konstant udfordrer grænserne for, hvad demokratisk valgte politikere kan og ikke kan tillade sig. Og på den anden side alligevel har held med at styre samtalen i medierne.

Som min bekendte spurgte: Hvad er det, der gør Trump så vanskelig at ignorere, selv for dem, der er trætte af ham? For der er massevis, som står i kø for at kritisere ham, men som omvendt ikke kan styre nysgerrigheden.

Brud med traditionelle normer

Man skal ikke have fulgt ret meget med i international politik for at opdage, at Donald Trump lykkes med at udfordre politiske normer, som politikere ellers normalt ville blive slagtet for.

For mens traditionelle politikere typisk stræber efter at virke rolige og afbalancerede, så opererer Donald Trump helt bevidst med kaos og uforudsigelig.

Professionelle politikere bliver trænet af kommunikationsrådgivere til at fremstå beherskede og sympatiske. For vi ved fra klassisk retorik, at troværdig bygger på tre elementer. Nemlig moral, kompetence og velvilje over for publikum.

Men Donald Trump bekymrer sig ikke om den klassiske forståelse af troværdighed. Særligt velviljen omfortolker han, så den passer til vrede amerikanske vælgere, der føler sig svigtet af etablerede politikere.

For dem fungerer hans udbrud, fornærmelser og improviserede jokes ikke som et brud på velviljen, men som et tegn på, at han deler deres frustration. Hvor andre ville miste troværdighed, styrker han sin forbindelse til netop den vælgergruppe.

Når han åbner munden, kan vi derfor heller aldrig vide, om det ender som et politisk udspil, et personligt angreb eller en kæk kommentar.

Og netop uforudsigelighed og den stærke følelsesappel skaber opmærksomhed, fordi publikum hele tiden holdes på tæerne. Donald Trump tvinger os til at følge med – simpelthen fordi vi bliver nysgerrige på, hvilke grænser han skubber til næste gang.

Kropssproget adskiller også Trump fra andre verdensledere

Donald Trumps ageren illustrerer også tydeligt, at retorik ikke kun handler om ord, men i høj grad også om stemmeføring, gestik og mimik.

Trump bruger hele tiden sine hænder. Han peger, slår ud i luften og former cirkler med fingrene. Hans ansigtsudtryk understøtter de simple følelsesmæssige budskaber – et løftet øjenbryn kan signalere hån, et smil kan virke sarkastisk.

Modsat andre statsledere så går Trump ikke efter ro og autoritet gennem et selvbehersket kropssprog. Han skruer op for følelsesappellen både gennem sit ordvalg og kropssprog.

Tænk på forskellen fra Donald Trump til Angela Merkel eller Joe Biden. Både Merkel og Biden signalerede altid kontrol – og det gjorde de ved at holde hænderne tæt til kroppen og tale i et relativt monotont tempo. Trump gør det modsatte. Han søger konfrontation, han afbryder og han bruger humor – og rigtig ofte på andres bekostning.

Hans stil minder mere om reality-tv end traditionel politisk kommunikation. Han skaber en scene, hvor han både er hovedperson og kommentator, og det betyder, at han selv styrer fortællingen, også når indholdet er tomt, faktuelt forkert eller modsætningsfyldt.

Forstår at bruge medierne til sin fordel

Donald Trump får taletid og opmærksomhed, fordi han taler ind i en tid på sociale medier, hvor skæve kommentarer og stærke billeder har større gennemslagskraft og rækkevidde end lange taler.

Donald Trump arbejder hele tiden med dramaturgi – og vi mennesker tiltrækkes mod det uventede, hvilket Trump udnytter ved konsekvent at overraske, provokere eller chokere.

Det gælder både hans ordvalg, hans kropssprog og hans timing. På den måde formår han at fastholde interessen, også hos dem, der egentlig ikke sympatiserer med ham.

Kritikere bliver lige så optaget af ham som tilhængere, og det er en af årsagerne til, at han bliver ved med at fylde så meget i den offentlige debat.

Derfor lykkes Trump med at styre samtalen

Trump har med sin strategi skubbet til rammerne i amerikansk politik.

Hvor traditionel politik bygger på en stærk troværdighed, så sætter Trump ind et andet sted. Nemlig ved følelsesappellen. Trump aktiverer følelser som vrede, håb og frustration.

Samtidig bruger han normbrud som et bevidst virkemiddel: Når han bryder reglerne for, hvordan en politiker bør tale eller opføre sig, bliver det i sig selv et budskab.

Det er lykkedes ham at demonstrere, at det ikke længere er tilstrækkeligt for en politiker at have de bedste argumenter eller de mest gennemarbejdede planer. I dag handler politik i lige så høj grad om at fastholde mediernes og vælgernes opmærksomhed.
Derfor får selv faktuelt forkerte eller bevidst provokerende udsagn en effekt. De tvinger modstandere, medier og vælgere til at reagere – og det betyder, at Trump igen og igen sætter dagsordenen.