Storytelling som ledelsesstrategi

Storytelling som ledelsesstrategi

Forestil dig, at du sidder til et ledermøde. PowerPointen foran dig er fyldt med tal, grafer og prognoser. Alligevel glider ordene forbi uden rigtigt at sætte sig fast.

Men så sker der noget. Direktøren afbryder sin egen præsentation og fortæller:

“Da jeg stod i produktionen i morges, så jeg noget, jeg aldrig har set før…”

En sætning – mere skal der ikke til. Stemningen ændrer sig med det samme.
Pludselig ser man det hele for sig – produktionshallen, maskinerne og medarbejderne.
For nu er der ikke længere tale om tal. Der er tale om billeder. Og det er her, storytelling viser sin kraft.

Når data bliver levende

Det er langt fra alle ledere, der bruger storytelling som aktivt værktøj, men det er et yderst effektivt i ledelse.
For hvor data skaber afstand, så skaber historier nærvær. Forskning i både kommunikation og psykologi viser, at vi mennesker responderer langt stærkere på billeder og følelser end på fakta og tal.
Det betyder, at ledere ikke kun bør være præcise i deres budskaber – de bør også pakke deres budskaber ind i metaforer og fortællinger.

At lede handler ikke kun om at forklare. Det handler om at få andre til at se.
Når man som leder formår at sætte billeder på strategien, bliver forandringer mere håndgribelige – og beslutninger lettere at forstå.

Historien giver strategien retning

En strategi kan være nok så gennemtænkt, men uden en fortælling mister den retning og energi.
Man får sjældent medarbejdere til at handle ud fra et regneark – de handler ud fra billeder i hovedet.

Så når Mærsk taler om “at forbinde verden”, skaber det både et billede og en forretningsidé.
Når LEGO siger “inspire the builders of tomorrow”, handler det ikke bare om LEGO-klodser, men om fantasi og fremtidstro. Storytelling fungerer altså som en måde at skabe identifikation på. Det er gennem fortællingerne, at strategien bliver levende.

Skab engagement med storytelling

Men hvad gør en historie god?
Som med alt andet kræver det håndværk. En god fortælling indeholder suspense.
Den afslører ikke alt på én gang, men holder lytteren fanget, fordi noget er uafklaret.

Tænk på storytelling som en skattejagt: Du lægger ledetråde ud, men afslører ikke skatten før til sidst.
Det er netop de ubesvarede spørgsmål, der skaber opmærksomhed.

Når en leder siger:

“Der var et øjeblik, hvor jeg troede, vi ville miste hele ordren…”

Så begynder folk at spidse ørerne.
De vil vide, hvad der skete. Den teknik kan alle ledere bruge.
I stedet for at starte med tallene, så begynd med scenen.
Tag os med ind i rummet, hvor beslutningen blev truffet. Fortæl, hvad der stod på spil.

En klassisk form – fordi den virker

De stærkeste fortællinger følger en simpel struktur: begyndelse, midte og slutning.
Man fanger opmærksomheden med en scene, viser konflikten og runder af med en pointe.
Når en leder siger:

“Da jeg stod i produktionen i morges…”,

så bliver medarbejderne vidner til en konkret situation.
De forstår forandringen, fordi de har set den ske for sig – i deres egen fantasi. Det er her, storytelling bliver et egentligt ledelsesværktøj.

Når fortællingen leder kulturen

En virksomheds værdier og strategi får først betydning, når de bliver til historier, som medarbejderne kan huske og genfortælle.

En god leder bruger fortællinger til at skabe fælles billeder:
hvor virksomheden har været, hvad der skal ændres, og hvor man er på vej hen.
Gode ledelsesfortællinger skaber en form for kollektiv hukommelse.
Man har opnået meget med sin storytelling, hvis medarbejdere begynder at sige:

“dengang vi vendte skuden” eller “da vi valgte en ny retning”

For når medarbejdere kan genfortælle virksomheden historier, så har man pludselig ikke bare en virksomheden, men har en hel særlig kultur.

Mennesker husker billeder – ikke slides

Når storytelling lykkes i ledelse, handler det ikke om at pynte strategien med ord.
Det handler om at forankre den i virksomheden med medarbejderne som repræsentanter. En god fortælling binder strategi, værdier og identitet sammen.
Den får medarbejdere til at mærke, hvorfor det betyder noget – ikke bare, hvad der skal gøres. For dine medarbejdere glemmer hurtigt, hvad du sagde. Men de husker, hvordan du fik dem til at se fremtiden.


BRUG FOR HJÆLP? SKRIV TIL MIG I DAG: