Analyser og gode råd

Den gode bryllupstale: Det her skal du huske

bryllupstale

Rigtig mange mennesker mærker en akut præstationsangst nærme sig, når de skal sætte sig ned til tastaturet og fabrikere en god og måske ovenikøbet sjov bryllupstale, men det behøver ikke være angstprovokerende.

Hvis du bare sørger for at sætte tiden af til at få skrevet en gennemarbejdet tale, så undgå du store dele af den nervøsitet, du ellers normalt vil opleve. Du får her de vigtigste råd til, hvad du skal huske, når du sætter dig ned foran det tomme Word dokument.

Den perfekte og personlige start

Vi kan lige så godt punktere myten med det samme. Det er meget sjældent muligt at lire den perfekte indledning af uden nogen former for erfaring med tekstarbejde. Hvis du sætter dig ned som uerfaren skribent med målet om at skrive århundredes bryllupstale, så ender det højst sandsynligt med et blankt dokument, fordi du lægger for meget pres på dig selv. Og det kan gøre det svært i det hele at komme i gang og få skrevet bryllupstalen ned. Hvis du har startvanskeligheder, så fokuser på at få skrevet noget ned og vær mindre ambitiøs. Start gerne med at skrive nogle stikord ned om brudeparret. Hvem er de hver især? Og hvorfor og hvordan supplerer de hinanden? Hvorfor er de så skønne at tilbringe tid med osv.?

Husk at de personlige anekdoter gør en bryllupstale god

Du kan med fordel vælge at spole godt tilbage i hukommelsen og genfinde alle de vigtige øjeblikke, du har tilbragt sammen med brudeparret. Hvad er det, der gør dem til det perfekte match? Hvorfor supplerer de hinanden. Find gerne en to til tre hovedhistorier, du vil bruge til at vise, hvem de er som par i din bryllupstale. Det virker altid godt i en tale, når der bliver skabt en zoomeffekt på en eller to historier, så de øvrige bryllupsgæsterne næsten får en fornemmelse af, at de selv har været til stede. Jo mere beskrivende, jo bedre en tale.

En bryllupstale skal hylde kærligheden

Brylluppet er en kærlighedsfest. Du bør derfor fokusere din tale på kærligheden mellem parret. Hvorfor er de gode for hinanden? Hvordan gør de hinandens verden større? Det kan være fristende at tage fat i pinlige episoder, der sørger for lidt morskab. Men lad være med det. Hvis du gerne vil skabe nogle magiske øjeblikke i din tale, der leder op til latter, så sørg for at de ikke støder det nye ægtepar. Der må gerne drilles lidt, men det skal være sobert og sødt.

Citater om kærlighed og livet kan give din tale lidt tyngde

Mangler du inspiration i din tale, så virker det typisk rigtig godt at bruge nogle kendte citater og gode råd om kærligheden eller livet, som katalysator i din tale. Hvis du ikke selv føler, at du er i en position, hvor du kan dele nogle gode råd om ægteskabet, så kan du altid lade anerkendte personligheder gøre det for dig.

Jeg håber, at du er kommet lidt længere i din proces med at skrive din bryllupstale. Har du bruge for mere hjælp, så er du altid velkommen til at tage kontakt til mig. Jeg vil hellere end gerne skræddersy din bryllupstale til dig.

Læs også de her artikler