Prins Christians 18-års fødselsdagstale: Få analysen lige her

Prins Christian holder sin første tale foran hele Danmark

Det var første gang Prins Christian skulle holde tale foran hele Danmarks befolkning. Derfor var han selvfølgelig også påvirket af nervøsitet – hvem ville ikke være det? Men hvordan klarede Prins Christian sig, når vi tager de retoriske briller på?

Prins Christians 18-års fødselsdagstale leverer et overordnet budskab om, at usikkerhed er normalt og naturligt. Alle unge oplever fra tid til anden usikkerhed, når de konfronteres med forandringer eller med fremtiden. Og vigtigst af alt, så får Prins Christian italesat, at han er klar på sin fremtid, men at han også indimellem bliver nervøs og usikker. At det er et menneskeligt vilkår, endda selv om man kan skrive Danmarks tronfølger på CV’et.

”Sidste sommer skulle jeg starte i 2.G på et nyt gymnasium. Jeg var nervøs. Rigtig nervøs. Alle i min nye klasse havde kendt hinanden i et år. Jeg var ham den nye.”

Talen går endda skridtet videre og opfordrer andre unge til at springe ud i livet. Og frem for alt til at droppe sammenligninger med andre.

Vi behøver ikke at være mest eller bedst for at fortjene en plads. Og det siger jeg, selvom der sidder et par håndfulde her i aften, som ligger helt i top, når det gælder kultur og sport.”

Idéen med formuleringen er superfin, men det lille ’vi’, som Prins Christian benytter her, kan være lidt farligt for hans troværdighed. Det skyldes, at prinsen jo netop ikke er som resten af befolkningen. Prins Christians position i samfundet bygger netop på idéen om, at nogle er født til at være mere end andre. Det kan godt være, at han ikke er mest eller bedst, når det kommer til kultur og sport. Men han er jo mest på den store klinge, fordi han ganske enkelt bliver konge engang i fremtiden.

Selve idéen med sætningen er uden tvivl betænksom, men spørgsmålet er, om det er den helt rigtige måde at formulere det på?

Der kan jo sidde unge, som ikke føler sig gode til noget, og her risikerer kommunikationen at ramme skævt.

Det er til gengæld helt rigtigt set at skabe et fællesskab omkring det at være ung og de generelle følelser, det aktiverer. Det giver Prins Christian troværdighed, at han tør vise sårbarhed foran hele Danmark.

En professionel tale

Det er helt tydeligt, at talen er formuleret med blik for detaljen. Talen er så teknisk, at det kræver stor erfaring at skrive den. Allerede fra starten italesættes både nuet og fremtiden i samme formulering.

”Det sker tit; vi frygter noget, der ligger foran os, og så snart vi er forbi det, så virker det helt ufarligt. Det minder jeg mig selv om, når jeg bliver nervøs. Det mindede jeg mig selv om, inden jeg skulle stå her i dag.”

Her taler Christian både om frygten for at holde tale, men der er også indlagt et mere skjult spor, som kan pege på fremtiden om at skulle stå i spidsen for Danmark.

Ærligheden opbygger Christians troværdighed

At Prins Christian (og hans taleskrivere) vælger så ærlig en tale, er med til at give ham troværdighed.

Budskabet omkring hvilken kommende kronprins og konge vi får med Christian, har lidt paralleller til det, Kronprins Frederik sagde til sin mors 50-års regeringsjubilæum.

”Jeg kan ikke levere perfektion, for hvad er perfektion overhovedet, men jeg kan love dedikation. Jeg vil give alt, hvad jeg har, og lære alt, hvad jeg kan.”

Prins Christian leverer et retorisk spørgsmål, som han kløgtigt får svaret på. Og endda på en måde, så det er i tråd med tidsånden. For det opgør, Prins Christian forsøger at tage, er et opgør med perfekthedskulturen. Og han siger helt eksplicit, at han ikke er perfekt. Men at han vil give og gøre alt, hvad han kan i fremtiden. Og hvad kan man forlænge mere end det?

Kronprinsesse Mary under Prins Christians 18-års fødselsdagstale

Kronprinsesse Mary ser meget rørt ud, da hun overværer Prins Christians 18-års fødselsdagstale.

Han forklarer også, at det tager tid at finde sig til rette i rollen som Danmarks kommende konge. Netop med denne formulering beder han pressen og befolkningen om tid til at være ung. At lade ansvaret vokse stille og roligt.

”For vi bliver myndige på en dag, men vi bliver voksne hen ad vejen.”

Prins Christian formår altså med sin tale at vise sig fra en helt ny og ærlig side. Han får skabt et troværdigt talerør til de yngre generationer, men det er også tydeligt, at hver formulering skal vejes på milligram.

For der skal ikke mere end et ’vi’ ind, før den forbindelse, han har skabt til de unge danskere, sættes over styr. For som han indledte talen med at sige:
”Vi er ikke ens, men vi står samme sted i livet.”

Du kan gense Prins Christians 18-års fødselsdagstale lige her:


Brug for hjælp til din næste tale? Kontakt Trine i dag: