Statsministerens nytårstale 2022: Sådan lyder den retoriske dom

Det er ikke første gang, statsminister Mette Frederiksen holder nytårstale, men alligevel er der tale om debut som regeringsleder i den nye SVM-regering. Så hvordan klarede Mette Frederiksen den retoriske opgave? Vi zoomer helt ind på de retoriske valg, der åbenbarer sig i statsministerens nytårstale.

Teknisk set er der ikke en finger at sætte på statsministerens nytårstale. Den er gennemarbejdet, og det er tydeligt, at hele den retoriske værktøjskasse bliver udfoldet.

Når vi kigger på den nedskrevne tale med retoriske øjne, så er der med andre ord ikke noget at udsætte på den. Men statsministrens nytårstale er et godt eksempel på, at hvad der virker i teorien, ikke altid fungerer lige så godt i praksis.

For selvom talen lever op til genreforventningerne, så er der alligevel passager undervejs, hvor statsministeren mister lidt af sit nærvær. Hun kommer et par gange til at virke ude af sin komfortzone, fordi hun bevæger sig væk fra sin vante sprogtone. Særligt brugen af litterære referencer kommer simpelthen til at virke kunstige.

Der er ellers helt klart belæg for at trække på en fælles litterær kulturarv, når man taler til alle danskere på samme tid. For det handler selvfølgelig om at zoome ind på de ting, danskerne har tilfælles.

Der kan derfor være god ræson i at benytte både salmer og sange. Men det fungerer desværre ikke helt som tiltænkt. Både citaterne fra Dejlig er jorden af B.S Ingemann og citatet fra Barndommens gade af Tove Ditlevsen kommer til at larme for meget.

Det kan måske skyldes, at de netop er så litterære, som de er. Hensigten med referencerne er helt klart at opbygge statsministeren etos – og at få hende til at virke belæst. Den effekt, hun ønsker, er at signalere overskud, men det kommer lidt til at have den modsatte effekt, fordi referencerne støjer unødigt meget og i virkeligheden bliver overforklaret.

Det skal dog siges, at referencerne giver mening, når man læser talen, fordi begge citater er med til at bygge talens led sammen. Ikke desto mindre har de ikke samme gunstige effekt i det mundtlige rum.

Et besøg fra en kending

Mette Frederiksen bruger en masse kendte retoriske greb undervejs i sin nytårstale. Blandt andet trækker hun den kendte antitese, lys og mørke, op af hatten. Netop denne antitese er yderst anvendt i politisk kommunikation, fordi den er let at forstå og illustrerer tydeligt antagelsen om noget godt og ondt.

Der går heller ikke mere end to sætninger, før Mette Frederiksen maler et noget dystert billede af stabiliteten i verden.

”Når de skyer, der trækker ind, er mørkere, end vi kunne ønske os”

Her benyttes mørke indirekte ved brugen af de metaforiske billeder af mørke skyer, der trækker ind over Europa.

 

Men som en klassisk nytårstale skal, lanceres der naturligvis også håb. For i en simpel verden er der selvfølgelig ikke kun mørke, men også lys. Og det er netop det lys, Mette Frederiksen lancerer med sin og regeringens politiske planer og visioner.

”Der er lys i mørket.”

Flere modsætninger

Antitesen er et kendt værktøj i taleskrivning, fordi den kan være med til at forsimple relativt komplekse problemstillinger. Der er selvfølgelig fare for, at nuancerne mistes, når antitesen pryder en tale, men modsat giver antitesen mulighed for at skabe nogle meget klare budskaber.

Vi ser flittigt brugen af netop antitesen i statsministerens nytårstale.

”Vi nedrustede, da andre oprustede.”

”Derfor skal vi møde medarbejdere i velfærden med tillid frem for kontrol.”

”Vi er et lille land. Men det skal ikke forhindre os i at tænke stort.”

Selvom der selvfølgelig er flere nuancer i alle tre pointer, så får statsministeren meget tydeligt fortalt, hvad hun mener – og hvilken side af historieskrivningen, hun befinder sig på. Så antitesen får i statsministerens nytårstale den funktion, at den giver hende en meget tydelig stemme.

Tretrinsraketter

Når vi kigger videre på talen, så er der helt klart tænkt i den mundtlige formidling på et mere pragmatisk niveau. Vi ser flere eksempler på brugen af tretrinsraketter, som har en melodisk funktion, der skærper vores opmærksomhed.

Vi ser den brugt flere gange undervejs. Faktisk både når der zoomes ud på store samfundsproblematikker, men også når der zoomes helt ind på det nære. Børnene på deres første skoledag.

”Energikrise. Tårnhøj inflation. Stigende renter.”

”Den nye taske på ryggen. Smil på læben. Gåpåmod i hjertet.”

Vi ser også et par eksempler, hvor tretrinsraketterne kombineres med en anafor. Som da Mette Frederiksen illustrerer den ukrainske hverdag, eller da hun opfordrer alle voksne mennesker til at række en hånd til de yngre generationer i samfundet.

”Familier i en iskold vinter uden varme, uden strøm, uden rent drikkevand”

”Vi skal vise vores børn og unge, at vi tror på dem. At vi vil dem. At vi behøver dem.”

Ord, der bryder sprogtonen

Vi har igennem en måned set statsminister Mette Frederiksen i diverse partilederrunder, og vi har set hende et utal af gange på live-tv, så derfor kender alle danskere hendes sprogtone.

Derfor giver det også lidt troværdighedsudfordringer, når hun bruger ord, der er langt væk fra hendes vante sprog. En tale skal jo helst ikke virke indstuderet, om end den ofte er det. Derfor kan det være problematisk af anvende ord eller vendinger, der forekommer for konstrueret. Vi kommer to gange i løbet af talen lidt for tæt på det litterære værksted.

Brugen af formuleringen ”vi skuttede os” virker ikke ret naturlig at anvende for yngre mennesker i mundtlig tale. Ligesom formuleringen ”se sommerfuglen flakse over engen” heller ikke kan prale med at være særlig mundret. Det er de færreste, der spontant vil finde på sådan en formulering.

”Vi skuttede os på træbænkene i det smukke, gamle kirkerum.”

”…høre lærkens sang og se sommerfuglen flakse over engen.”

Så hvis Mette Frederiksen skulle have et godt råd herfra, så ville det være at undgå de meget konstruerede litterære passager, fordi de simpelthen forstyrrer den ellers naturlige rytme i nytårstalen.

Selvopfyldende profeti

Mette Frederiksen har helt åbenlyst en masse politiske agendaer med i sin nytårstale. Men selvom nytårstalen flirter med det politiske, så har den sine rødder i lejlighedstalen.

Nytårstalen skal trække en tråd igennem årets begivenheder og forholde sig til samfundets mest påtrængende problemer.

Det gjorde statsministeren blandet andet, når det gjaldt uddannelsen af faglærte. Her forsøgte hun at skabe en ny fortælling om uddannelsesvalg efter folkeskolen.

”En elev er skrap til ord og tal. En anden er dygtig med sine hænder. Bygge. Forme. Være kreativ.
Det første er ikke finere end det andet. Det er heller ikke vigtigere for samfundet.”
Mette Frederiksen forsøger altså at trække det boglige ned på jorden.

Det er dog interessant, at hun forsøger at nulstille fortællingen om uddannelsesvalg ved at gentage pointen om, at det ikke er finere at være dygtigere til ord og tal end til at bygge og være kreativ.
For helt utilsigtet får Mette Fredriksen understreget netop det forhold. Negationer er ofte svære at styre perceptionen af. De fleste kan sikkert huske, da statsministeren sagde, at man ikke måtte hamstre under corona, og det eneste, den formulering ledte til, var hamstring i supermarkederne en halv time senere.

Så gennem sin retoriske strategi lykkedes det altså utilsigtet for statsministeren at gentage modsætningen mellem fint og ikke fint i uddannelsessystemet. Hun får derfor selv genantændt den lunte, hun og mange andre politikere forsøger at slukke.

Hvis man retorisk set vil skabe et nyt billede for uddannelsessystemet, handler det altså om at skabe nye – ikke forsøge at dementere gamle.

Mere fokus på sprogtonen

Statsministerens nytårstale har grundlæggende mange retoriske styrker, men der er opmærksomhedspunkter, som kunne gøre den endnu stærkere. Hvis Mette Frederiksen fik tømt lidt ud i de litterære fraser og blev gjort opmærksom på, hvor vanskeligt det er at anvende negationer i kommunikation, så ville hun helt sikkert have stået med en endnu bedre nytårstale.