Gode råd

Derfor kæmper sundhedsminister Magnus Heunicke med sin troværdighed

Vi har hørt det adskillige gange. Der er en verden før, og så er der en verden efter coronavirus. Vi har set statsminister Mette Frederiksen i følgeskab med sundhedsminister Magnus Heunicke tale ved utallige pressemøder. Krisekommunikationen startede lovende, men siden begyndelsen har sundhedsministeren lavet en række benspænd for sig selv.

Vi har enstemmigt hørt regeringens ministre forklare, at fejl vil blive begået under corona-pandemien, men at regeringen hellere vil gå et skridt for langt end et skridt for kort. De har leveret klare budskaber om, at vi skal stå sammen og udvise samfundssind.

Igennem de første mange pressemøder har krisekommunikationen været enstemmig og utrolig tydelig. Men så fik to interne konflikter mediedækning, som endte med at skabe slinger i valsen for den ellers professionelle og meget stringente krisekommunikation.

Må børn have legeaftaler eller ej?

De første kurre på tråden opstod, da Statens Serum Institut frarådede legeaftaler imellem børn. Det blev dog hurtigt korrigeret af Sundhedsstyrelsen, der modsat argumenterede for, at legeaftaler var vigtige for børns trivsel.

Sundhedsstyrelsen og regeringen forsøgte med narrativer at begrænse mængden af legende børn på samme sted – med budskabet om at børn godt måtte lege to og to, hvis de er raske og holder afstand.

For første gang i krisen var der decideret uoverensstemmelse imellem kommunikationen hos de forskellige myndigheder i Danmark. Hvor myndighederne tidligere har arbejdet med helt synkron kommunikation – opstod der pludselig tydelig uenighed, hvilket kan have nogle uheldige følgevirkninger, fordi borgerne kan have vanskeligt ved at afkode kommunikationen.

Faktisk er det fuldstændig afgørende for krisekommunikation, at den er enslydende, så befolkningen er lydhør, når myndighederne råber vagt i gevær. Når myndighederne demonstrerer sin uenighed offentligt, så kan befolkningen ende med at blive forvirret og i sidste ende reagere på en uhensigtsmæssig måde.

Hvem bærer ansvaret? Regeringen eller Sundhedsstyrelsen?

Anden problematik viste sig efter beslutningen om, at Danmark ændrede teststrategi. På et pressemøde varslede regeringen, at man kun ville teste meget syge danskere for Convid-19 og ikke en stor del af den danske befolkning, som verdenssundhedsorganisationen WHO ellers havde anbefalet.

Ordlyden fra regeringen og sundhedsministeren var, at de fulgte rådene fra de danske sundhedsmyndigheder. Men pludselig fik piben en anden lyd, da sundhedsminister Magnus Heunicke nogle dage senere i en samtale på P1 Morgen direkte frasagde sig ansvaret for teststrategien og forklarede, at det var en strategisk fejlvurdering fra sundhedsmyndighedernes side.

”Jeg er ikke tilfreds med det punkt i strategien om fortsat at teste fortrinsvis alvorligt syge. Det var en for snæver målgruppe. Der burde man teste langt flere.” (Citat fra P1 Morgen)

’Alle begår fejl-retorikken’ aflyser Magnus Heunicke altså i et snuptag – og ud fra ordlyden i P1 Morgen kan det virke, som om Magnus Heunicke forsøger at placere ansvaret hos alle andre end sig selv.
Sundhedsministeren handler pludselig i direkte uoverensstemmelse med, hvad han tidligere har sagt. Regeringen lagde netop ud med at sige, at de helt sikkert ville komme til at begå fejl. Men ved fralægge sig ansvaret får sundhedsministeren sendt et indirekte signal om, at det ikke er okay at fejle – i hvert fald ikke for ham personligt.

Derfor vil han hellere pege pilen imod embedsværket, der har udarbejdet strategien, end at vise sig som den højeste myndighed, der tager ansvaret på sine skuldre. Det var ellers oprindeligt det, han annoncerede i krisens indledende fase sammen med statsministeren.

Sundhedsministeren har glemt de tre etosdyder

Allerede i Antikken omtalte Aristoteles, at en taler er dybt afhængig af tre etosdyder for at komme igennem med sit budskab. Det er derfor på ingen måder ny indsigt, at offentlige personer er afhængige af et stærkt etos. Det handler om, at en taler skal udvise klogskab eller kompetence (phronesis), moral (arete) og velvilje (eunoia), før vi tager vedkommendes ord for gode varer.

Når sundhedsministeren i sin samtale med P1 Morgen fralægger sig ansvaret for hvilke beslutninger, der er lagt til grund for den danske teststrategi af corona, får han selv punkteret den troværdighed, han ellers havde fået opbygget i krisens indledende fase.

Med formuleringen i P1 Morgen åbner sundhedsministeren op for spørgsmålet om, hvem der i virkeligheden er ansvarlig for teststrategien – og han viser endnu engang, at der er intern uenighed om, hvordan krisen bør afværges.

Under krisen handler det om at stå sammen om løsningen, hvilket præcis er det budskab, som regeringen har bestræbt sig på at videreformidle til danskerne. Men i og med at sundhedsministeren åbner op for, at ansvaret kan placeres hos embedsværket, ender
ministeren faktisk med at demonstrere det stik modsatte af sammenhold – og det stik modsatte af et stærkt lederskab.

Når regeringen siger, at vi skal holde sammen som danskere, så kommer det til at stritte, når sundhedsministeren i medierne ikke vælger at bakke op om de danske sundhedsmyndigheder.

Vælgerne bryder sig generelt ikke om, når politikere løber fra deres ansvar og skubber det nedad (på embedsværket). Når Magnus Heunicke distancerer sig fra sit ledelsesansvar offentligt, ender han faktisk med at beskadige flere af sine etosdyder på samme tid.

Ved at skubbe ansvaret længere ned i geleddet, demonstrerer sundhedsministeren det omvendte af velvilje. Han viser sig som en leder, der ikke påtager sig det ansvar, der i sidste ende hviler på hans skuldre. Og dermed viser han karaktertræk, der kan få beskueren til at betvivle hans grundlæggende moral.

Og hans fremtidige etos er derved påvirket negativt, hvilket giver ham en endnu større opgave, når han står i fremtidige retoriske situationer og skal have den danske befolkning til at handle efter sine anvisninger.

Læs også de her artikler