Analyser og gode råd

Den perfekte to-minutters tale: Det skal du huske

Hvad skal med, og hvad skal udelades, når du holder en overbevisende to-minutters tale? Du får her i artiklen ni gode råd til, hvordan du bryder igennem lydmuren.

Det er en svær kunst at holde en perfekt to-minutters tale. For kunsten er at være
kortfattet, men præcis. Du skal udstråle selvsikkerhed, men uden at virke arrogant. Du skal signalere beslutsomhed, men uden at virke tromlende. Men hvordan bærer du dig egentlig ad, når du vil have potentielle samarbejdspartnere, ledere eller investorer til at se netop din idé eller dit potentiale?

Selvom der ingen facitliste er, når det kommer til effektive to-minutters taler, så har de alligevel en række fællestræk. Når man nærstuderer en god og effektiv tale, så vil man hurtigt opdage, at en række retoriske elementer går igen.

Her er en liste over elementer, du med fordel kan implementere i din kommende to-minutters tale.

1. Den personlige motivation

Vi vil gerne ledes af mennesker, der har en god historie at dele. Det virker derfor typisk ret godt, hvis du for eksempel som iværksætter kan svare på, hvorfor du startede din virksomhed op? Stødte du på et problem, du gerne ville løse? Hvorfor arbejder du med netop det, du gør, når du kunne vælge alt muligt andet?

2. Slå på din troværdighed

Når du taler til en gruppe af mennesker, du måske ikke kender og ovenikøbet skal overbevise om noget helt konkret, er det afgørende, at de opfatter dig som troværdig. Derfor er det væsentligt, at du bringer dine kompetencer i spil, så de ved, at du rent faktisk ved, hvad du taler om. Det kan være emner som uddannelsesbaggrund, erhvervserfaringer eller resultater, der peger på, hvorfor de skal tage dine ord for gode varer.

3. Vær entusiastisk

Hvis der er noget, som virker sælgende, så er det folk, der tror på det, de laver. At de ikke lægger skjul på, at de brænder for deres fag eller forretning – og går op i det med liv og sjæl. Du har kun to minutter til at overbevise andre om dit værd, så brug tiden fornuftigt. Husk, at entusiasme og begejstring har det med at smitte af på omgivelserne.

4. Brug succeshistorierne

Når du står der i spotlightet, så husk, at historier sælger bedre end ord. Hvis du allerede har succesfulde kundehistorier, du kan trække på, så gør det. Det virker enormt troværdigt, hvis andre virksomheder eller kunder kan anbefale dig, dit produkt eller den ydelse, du sælger.

5. Sæt tal på din succes

Hvis din virksomhed allerede er på vej fremad, så sæt ord på den vækst, I oplever. Når vi hører, at det går godt for andre, bliver vi automatisk nysgerrige. Brug tal, statistik eller procentdele til at dokumentere det, du siger. Det giver både investorer, kunder og samarbejdspartnere lyst til at høre mere.

6. Gentag din pointer

Selvom du kun har ordet i to minutter, er gentagelser absolut et must. Arbejd gerne med en velformuleret one-liner, der kan går igen i din to-minutters tale, og som kan understøtte det budskab, du ønsker, at investorerne eller samarbejdspartnerne skal tage med sig.

7. Brug stilhed

Som Mark Twain engang sagde: “The right word may be effective, but no word was ever as effective as a rightly timed pause.”. Selvom man kan føle et pres over at få sagt så meget som muligt, når man kun har to minutter til rådighed, så skal man ikke undervurdere, hvad pauser kan. Brug altid pauser strategisk til at markere dine vigtigste pauser. Giv rummet et øjeblik til at lade dine ord bundfælde sig hos dem, der lytter. Når du tør prioritere stilhed, giver du dine lyttere mulighed for at skærpe deres opmærksomhed på dine ord. Du hjælper dem til at forstå, hvad der er dit vigtigste budskab.

8. Skab en følelse hos dit publikum

Som den anerkendte forfatter og aktivist Maya Angelou engang har sagt: “I’ve learned that people will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.” Når du står og skal holde din to-minutters tale, så sørg for at lægge vægt på, at du skal skille dig ud fra mængden. Du ønsker at blive husket. Derfor bør du fokusere på, hvilken følelse du ønsker at fremkalde hos dine tilhørere. Det er helt afgørende i forhold til, hvordan du skal appellere til dem.

9. Der skal være swung i dit sidste ord

Dit sidste ord er vigtigt i en to-minutters tale, fordi det typisk er det, der sætter sig fast. Så hvis du søger nye samarbejdspartnere, er det afgørende, at du minder dem om, hvordan de finder dig, inden du træder ned fra scenen. Men uanset hvordan du vælger at afslutte din præsentation eller dit pitch, så husk, at dine sidste ord skal være dem, du vil forplante i publikum.

Det betyder noget, hvad du siger, hvordan du siger det, og hvordan du møder dit publikum. Har du problemer med at skrive den perfekte tale eller præsentation selv, så kontakt mig endelig. Uanset hvor langt du er i processen, så hjælper jeg dig i mål.

Læs også de her artikler