Analyser og gode råd

Hvorfor har erhvervsfolk brug for professionelle taler?

Toperhvervsfolk er ofte både velformulerede og velartikulerede, men alligevel har de ofte brug for assistance, når det kommer til taleskrivning. Hvordan hænger det sammen? I artiklen her forklarer jeg, hvorfor professionelle taler er så vigtige for erhvervsfolk.

Kommunikation er typisk en indgroet del af jobbeskrivelsen for rigtig mange erhvervsledere, og derfor vil de også typisk have flair for at kommunikere. Det betyder, at rigtig mange erhvervsfolk har en grundlæggende forståelse for, hvordan en god tale bør lyde.

Men det er tidskrævende at skrive gode taler. Det ved de fleste, der har givet sig i kast med projektet. Og præcis tiden er ofte en mangelvare for erhvervsfolk. Derfor er der flere og flere, som udliciterer opgaven til eksterne taleskrivere, da de trods den begrænsede tid stadig ønsker at fremstå velforberedte og med et stort kommunikativt overskud.

En velforberedt tale understøtter erhvervslederens troværdighed

Nogle erhvervsfolk begår den fejl, at de tror, at de bare kan lire en vanlige smøre af, når de holder tale. Jeg har ofte stødt på det rationale, at man som erhvervsleder jo er vant til at kommunikere med medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og forretningsforbindelser – og derfor sagtens kan formulere sig mundtligt. Hvilket uden tvivl er sandt.

Der er dog en markant forskel og skillelinje mellem normal mundtlig kommunikation og den formelle talesituation. For modsat dialogen, så er talen rent genremæssigt ikke spontan. Den placerer sig derimod et sted imellem tale- og skriftsproget. Det betyder, at man som tilskuere til en tale forventer en velforberedt mundtlighed, hvilket stort set er umuligt at improvisere. For en god tale har en tydelig struktur og en masse sproglige finurligheder, der underbygger talens intention og pointer, hvilket vil være vanskeligt at indfri uden forberedelse.

Det er derfor ikke spontant, når Jeff Bezos leverer en tale, som den du kan se klip af i videoen herunder, omend det virker sådan. Faktisk kræver det planlægning at få en tale til at have tydelige budskaber samtidig med at få den til at flyde i et let og tilgængeligt sprog.

De erhvervsfolk, som alligevel vælger at improvisere deres taler, vil som resultat typisk ende med en tale, der sjældent kan fastholde en stram struktur – og de vil derfor hurtigt risikere at miste deres tilhøreres opmærksomhed. Ligesom de heller ikke vil fremstå i kommunikativt overskud, fordi de simpelthen ikke høster gevinst ved et bevidst og præcist, men samtidig legende sprog.

Så hvis du improviserer en tale, skal du i hvert fald være bevidst om, at du risikerer at virke både uforberedt og sjusket, hvilket i sidste ende påvirker troværdigheden.

En gennemarbejdet tale giver gennemslagskraft

Der findes dog en anden gruppe af erhvervsfolk, som ser fidusen ved at arbejde tæt sammen med en taleskriver, så de dels frigiver tid, men samtidig sikrer sig kommunikation med høj faglighed.

Det kan være omkostningstungt at fastansætte en taleskriver til at løse opgaven in-house. Derfor er der mange, som benytter sig af eksterne taleskrivere – ligesom jeg selv er. Mange af mine kunder har også bevidst valgt at udlicitere opgaven, da de både ønsker at fremstå meget professionelle og kompetente – men også gerne vil hemmeligholde, at de rent faktisk får deres taler skrevet i samarbejde med en professionel taleskriver.

Vil du have et tilbud på et parløb omkring dine taler? Så kontakt mig eller læs meget mere om samarbejdet her.

Læs også de her artikler